Norges historie i korte træk

Norge har været en samlet stat siden middelalderen, var i mere end fire hundrede år knyttet til Danmark og fik sin egen grundlov i 1814. Fuld selvstændighed kom i 1905, efter en union med Sverige. Oliefund i Nordsøen ændrede økonomien i anden halvdel af 1900-tallet. Siden gennemgår hovedlinjerne. Forholdet til Danmark er beskrevet mere udførligt under Danmark og Norge.

Tidslinje

Årstal	Begivenhed
800–1066	Vikingetid
ca. 872 (omtrentligt)	Harald Hårfager underlægger sig de sydvestlige dele af landet ved Hafrsfjord
995–1030	Kristningen skrider frem, fra Olav Tryggvason til slaget ved Stiklestad
1200-tallet	Norges magt og indflydelse er størst; Island og Grønland underlægges i 1262
1380	Oluf arver Norge efter sin far, og Danmark og Norge får samme konge
1397–1523	Kalmarunionen, hvor også Sverige er med
1536	Norge underlægges den danske krone
1660	Enevælden indføres
14. januar 1814	Freden i Kiel: Norge afstås til Sveriges konge
17. maj 1814	Grundloven vedtages på Eidsvoll
4. november 1814	Stortinget vælger Sveriges konge til norsk konge
1884	Parlamentarismen indføres
7. juni 1905	Stortinget erklærer unionen med Sverige for opløst
18. november 1905	Haakon 7. vælges til konge
9. april 1940 – 8. maj 1945	Tysk besættelse
1949	Norge bliver medlem af NATO
1969–1971	Ekofisk-feltet findes og tages i brug
1972 og 1994	To folkeafstemninger om EU-medlemskab, begge med nej-flertal

Vikingetid, rigssamling og kristning

Vikingetiden regnes for perioden 800–1066. Nordmænd drog på plyndringstogter og handelsrejser og bosatte sig i Vesteuropa, på De Britiske Øer, Island og Grønland.

Ifølge traditionen underlagde Harald Hårfager sig de sydvestlige dele af landet i slaget ved Hafrsfjord omkring år 872. Årstallet er dog ikke fastlagt, og slaget kan ligge 10–20 år senere. Historikere beskriver rigssamlingen som en proces over et par hundrede år og ikke som resultatet af ét slag.

Kristningen kom gradvist. Olav Tryggvason er forbundet med årene omkring 995, og i 1030 faldt Olav Haraldsson, siden kaldt Olav den Hellige, i slaget ved Stiklestad. Herefter vandt kristendommen frem som statsreligion. I 1200-tallet nåede norsk indflydelse i omverdenen sit største omfang, og i 1262 kom Island og Grønland under kongemagten.

Fra selvstændigt kongerige til union med Danmark

Håkon 6. døde i 1380, og hans søn Oluf arvede Norge. Oluf var allerede udråbt til dansk regent i 1376, så Danmark og Norge havde nu samme konge. Det kaldes en personalunion. Efter Olufs død i 1387 blev hans mor, Margrete 1., hyldet som regent, først i Danmark og i 1388 også i Norge.

I 1397 blev Kalmarunionen dannet med Erik af Pommern som konge af de tre riger Danmark, Norge og Sverige. Sverige brød ud i 1523, da Gustav Vasa blev valgt til konge. Tilbage var Danmark og Norge.

Danmark-Norge 1536–1814

Rigsfællesskabet Danmark-Norge begyndte formelt i 1536, da Norge blev underlagt den danske krone. Reformationen blev gennemført i Norge i 1537. Landet blev styret af danske lensherrer, og dansk blev skriftsprog (se norsk sprog). Frederik 3. indførte enevælden i 1660, og administrationen blev samlet i København. Rigsfællesskabet mistede Jämtland og Herjedalen til Sverige i 1645, og i 1658 fulgte Skåne, Halland, Blekinge og Bohuslen.

Hvor lang tid var Norge dansk?

Svaret afhænger af, hvad man regner fra:

• 1380–1814: ca. 434 år med fælles konge. Det svarer til beskrivelsen af en union, hvor magten lå hos Danmark i mere end fire århundreder.
• 1536–1814: ca. 278 år som underlagt den danske krone i rigsfællesskabet Danmark-Norge.

Begge dele er korrekte, men de beskriver forskellige ting. Fra 1380 var der en fælles konge. Fra 1536 var Norge formelt underlagt den danske krone. Betegnelsen „dansk“ skal derfor tages med forbehold: Danmark-Norge var et rigsfællesskab mellem to kongeriger, men i praksis blev Norge styret fra København. Wikipedia har en uddybende artikel om Danmark-Norge.

Hvornår var Norge sidst dansk?

Forbindelsen sluttede i 1814. Danmark-Norge tabte Napoleonskrigene, og ved freden i Kiel den 14. januar 1814 måtte Frederik 6. afstå Norge til Sveriges konge. Færøerne, Island og Grønland, som havde hørt til Norge, forblev under den danske krone.

Kiel og Eidsvoll 1814

Norge anerkendte ikke afståelsen. Den 17. maj 1814 vedtog en forsamling på Eidsvoll en grundlov, og Christian Frederik blev valgt til norsk konge. Sverige accepterede den norske grundlov på betingelse af, at Stortinget valgte den svenske konge til norsk konge i en personalunion. Konventionen i Moss den 14. august 1814 fastlagde ordningen, og den 4. november 1814 valgte Stortinget Sveriges konge. Norge beholdt grundloven og Stortinget. Dagen 17. maj er stadig nationaldag, se traditioner og flaget.

Unionen med Sverige og opløsningen i 1905

Nationalfølelsen voksede i løbet af 1800-tallet. I 1884 rejste Stortinget rigsretssag mod regeringen, og parlamentarismen blev indført. Modstanden mod unionen kom også til udtryk i flaget, hvor unionsmærket blev fjernet fra handels- og statsflaget i 1899.

Den 7. juni 1905 vedtog Stortinget ensidigt, at unionen var opløst. Forhandlinger i Karlstad afværgede krig, og i oktober frasagde den sidste unionskonge sig tronen. Efter en folkeafstemning i november valgte Stortinget enstemmigt prins Carl til konge. Han var født som dansk prins og tog navnet Haakon 7. Kongerækken siden da er beskrevet under kongehus og styreform.

Besættelsen 1940–1945

Tyskland angreb Norge den 9. april 1940. Kongen og regeringen forlod Oslo samme dag, og efter at de sidste kampe sluttede i juni 1940, gik de i eksil i Storbritannien. Landet var besat, til Tyskland kapitulerede den 8. maj 1945. Under tilbagetrækningen i efteråret 1944 blev store dele af Finnmark og det nordlige Troms ødelagt. Kongen og regeringen vendte hjem i maj og juni 1945. Se Wikipedia om Norge under 2. verdenskrig for en længere gennemgang.

Efterkrigstid, olie og EU-spørgsmålet

Norge opgav efter krigen sin tidligere neutralitet og blev medlem af NATO i 1949. Landet er også medlem af Nordisk Råd, der blev oprettet i 1952, og der er mere om det på Danmark og Norge. Efterkrigstiden var præget af genopbygning og udbygning af velfærdsstaten.

Oliefeltet Ekofisk i Nordsøen blev fundet i 1969, og produktionen startede i 1971. Olie og gas fik stor betydning for økonomien og velstanden. Statens petroleumsfond blev oprettet i 1990, fik sin første indbetaling i 1996 og hedder siden 2006 Statens pensjonsfond utland. Den ejes formelt af Finansdepartementet og forvaltes af Norges Bank.

Norge har to gange stemt nej til EU-medlemskab ved folkeafstemning: i 1972 og igen den 28. november 1994, hvor 52,2 % stemte nej. Landet er i stedet med i EØS. Mere om forholdet til EU og NATO står i afsnittet EU, EØS og NATO på siden om styreformen.

For det geografiske billede af landet, se Norges geografi eller forsiden.